Schweizisk landmand køber én af Grønning Smede og Maskinforretnings innovative løsninger
De første af slagsen snurrer allerede i Tyskland og Sverige, og nu er et af Grønning Smede og Maskinforretnings produkter solgt til en schweizisk landmand.
Der er tale om en Agrimagnet, og medejer af Grønning-virksomheden, Claus Marcussen, er særlig glad for det seneste salg.
”Det er første gang, vi har solgt en magnet så langt væk som i Schweiz, og jeg synes, det er med til at bekræfte, at vi har et produkt, der har potentiale også uden for den danske grænse,” siger Claus Marcussen.
Beat Huber hedder landmanden, og det var research på nettet, der ledte ham i retning af Salling.
”Han var på jagt efter noget, der kunne sikre, at fremmedlegemer i foderet blev sorteret fra, så hans køer ikke fik ødelagt maven. Det fandt han på vores hjemmeside,” fortæller Claus Marcussen.
Knivplademagneten blev sendt til Schweiz, og allerede dagen efter, den var installeret i bunden af Beat Hubers fodervogn, fik Claus Marcussen en tilbagemelding.
”Beat skrev til os, at magneten virkede efter hensigten, og han sendte endda billeder af metal, der var blevet sorteret fra. Så bliver man da stolt og glad,” lyder det fra Claus Marcussen.
Hos Grønning Smede og Maskinforretning giver det seneste salg og ikke mindst feedback fra Schweiz mere tro på, at Agrimagnet bliver en eksportvare.
”Det viser, at vi er på vej i den rigtige retning, og det har helt klart gives os mere blod på tanden. Og det med fremmedlegemer i dyrefoder er jo et problem i hele verden, og når en schweizisk landmand finder vores hjemmeside, er jeg overbevist om, at andre vil gøre det samme,” siger han.
Magneten er designet til at være placeret nederst på sneglen og er på den måde let tilgængelig via udfodringslugen. Dermed kan den nemt renses, uden at man skal helt ind og kravle i blanderen.
Den kan monteres i langt de fleste vogne på markedet, og det er nemt for bondemanden selv at montere den, lyder det fra Claus Marcussen.
Agrimagnet skal ud i så mange fuldfodervogne som overhovedet muligt, lyder ambitionen fra opfinderen, da den ikke blot er en økonomisk gevinst for de danske landmænd, men også en forbedring af dyrenes velfærd.
”Det er en super effektiv løsning, men faktisk ikke en ret dyr løsning. Og redder man bare en enkelt ko fra at dø som følge af metalsplinter i maven, så er knivmagneten næsten tjent hjem,” siger Claus Marcussen.
I øvrigt er Grønning Smede og Maskinforretning at finde fra den 26. til den 29. november på Agromek i Herning, hvor Claus Marcussen står klar til blandt andet at fortælle mere om knivplademagneten.
Tekst: Journalist Mikael Sand, JVR Consult. Tlf.: 30561992. Mail: ms@jvrconsult.dk.